Om mig
Mit navn er Tine, og jeg er fra årgang 1990. Jeg bor sammen med min mand og mine to børn; min søn på 6 år og min datter på 1,5 år.
Vi har boet i Veksø i parcelhus siden 2018, og er blevet rigtig glade for byen.
Jeg trives rigtig godt udenfor, og i særdeles i naturen, da det giver ro og energi.
Vores have er fyldt med diverse bær og frugt, da jeg godt kan lide en have, som er nyttig. Jeg nyder i særdeleshed at se børnene “gå amok” i bærrene i haven om sommeren.
Jeg er egentlig uddannet civilingeniør og har arbejdet på kontor, siden jeg blev færdiguddannet.
Jeg har dog aldrig følt, at det var det rette for mig.
Jeg synes derimod, at det er hyggeligt og sjovt at passe “de små, søde mennesker”. Deres livsglæde, nysgerrighed og lærelyst er helt fantastisk.
Nu har jeg taget mod til mig til at blive privat børnepasser, og jeg glæder mig til at komme i gang.
Min søn har selv været passet i dagpleje med kun én fast voksen og en lille børnegruppe, og det har været uundværligt for både ham og os forældre.
Jeg ønsker at give børnene i min pasningsordning den samme tryghed, omsorg og ro, som min søn havde i sin dagpleje.
Jeg er som tidligere nævnt mor til to børn, så jeg har 6 års erfaring med at passe små børn, og jeg er altid nysgerrig efter at blive klogere på at skabe en god hverdag for børnene.
For at sikre den pædagogiske kvalitet og børnenes trivsel, er der jævnligt kommunalt tilsyn af min private pasningsordning – på lige fod med den kommunale dagpleje.
I sidste ende er det jer forældre, der kender jeres barn bedst, så jeg mener, at det er vigtigt med et godt forældresamarbejde, hvor vi taler åbent om tingene, så vi sammen kan skabe de bedste rammer for jeres barn.
Til slut skal det nævnes, at jeg vedligeholder et førstehjælpskursus om babyer og børn.
