Inden indkøring
Det er vigtigt for mig, at indkøringen bliver så blid for barnet som muligt, så afsæt gerne 2 til 4 uger til det. Længden afhænger meget af jeres barn, og hvor vant det er til at blive passet. Jeg anbefaler, at I afholder ferie i forlængelse af barselsperioden til brug i indkøringsperioden, idet det ikke er muligt at modtage tilskud til privat pasning sammen med barselsdagpenge.
Inden indkøringen, kan det være en god idé at give dit barn erfaring med at blive passet af andre nære voksne, fx bedsteforældre.
Vink og sig tydeligt farvel til dit barn og fortæl, hvad du skal, og hvornår du kommer igen.
Der vil også være mulighed for at mødes til korte legeaftaler i ugerne op til selve indkøringen, så dit barn allerede er bekendt ved mig inden opstarten. Det kan fx være på legeplads eller i haven.
Indkøring
Jeg kontakter jer omkring to uger før og aftaler en plan for opstarten.
Det kan for nogle børn være en hjælp, hvis I har et foto med af jer sammen med barnet. I må også meget gerne medbringe en bamse, især når det på et tidspunkt er tid til at blive puttet hos mig.
Til opstart vil I komme dagligt i nogle timer om dagen. Når jeg fornemmer, at jeg har en god kontakt til dit barn, så vil jeg foreslå, at du stille og roligt “trækker” dig lidt.
Når det så en dag er tid til at sige farvel, så starter vi med at være alene i korte intervaller og gradvist øger tiden. Hvis dit barn har svært ved, at du siger farvel, så kan vi prøve at vende situationen om, således at det er dit barn, der siger farvel til dig. Vi kan fx gå ud i haven uden dig.
Vi justerer indkøringen, så den passer til jer og barnet. Det vigtigste er, at det bliver en så god oplevelse for alle som muligt.